Museets butik
I museets butik finder du et udvalg af museets bøger,
bogmærker, magneter, plakater og malebøger. Du kan finde små,
unikke og specielle ting med forbindelse til museets udstillinger.
Vi har også et udvalg af kunsthåndværk, tørklæder, keramik, slik og
vores egen øl, Skovgaard Bryg, fra Viborg Bryghus.
OBS: Varer og publikationer (se link til venstre) kan
også bestilles ved henvendelse til museet på post@skovgaardmuseet.dk
Butikken er indrettet med klassisk og funktionelt design fra
danske Montana Møbler A/S. Det er et møbelfirma med en særlig
forbindelse til Skovgaard familien. Manden bag Montana, Peter J.
Lassen (f. 1930), er barnebarn til Joakim Skovgaard og skabte i
1982 reolen Montana CO16, der i dag er grundmodul i museets butik.
Reolen er udført i et klart minimalistisk design, som gør det
muligt for den enkelte at skabe sit eget unikke møbel ud
fra en mangfoldighed af farver og moduler. Og det altså i en
sådan grad, at det også har været muligt at tilpasse designet til
Skovgaard Museets historiske bygning, både i butikken og caféen.
Møblementet er venligst skænket til museet af Montana Møbler
A/S.
Café, læserum og museumshaven
I museets café og læserum kan du i ro og mag læse de
nyeste udgivelser fra danske museer og Skovgaard Museets egne
bøger. Her er du også velkommen til at nyde din medbragte mad.
Desværre har museet ikke eget køkken, men vi henviser gerne til én
af de mange nærliggende restauranter eller cafeer i Viborgs
historiske og smukke midtby.
I haven har turistkontoret en lille kiosk, hvor du kan købe is,
kage, kaffe, sodavand eller sidde under træerne og spise din
medbragte mad. Kiosken har åbent i skolernes sommerferie.