image description

Vi drager gerne landet rundt med spændende foredrag om alt fra Skovgaard-familiens liv og virke, kunst i 1800-tallet, Joakim Skovgaards udsmykning af Viborg Domkirke til hvorfor vi har museer. 

Her kan du få en smagsprøve på nogle af de foredrag, som vi udbydder:

 

”Et kunstnerisk mesterværk: Joakim Skovgaards udsmykning af Viborg Domkirke”

Joakim Skovgaard udsmykkede Viborg Domkirke i starten af det 20. århundrede. I dag anses det stadigvæk som et enestående kunstværk, og det er den største turistattraktion i Viborg Kommune. Men hvad er historien bag Skovgaards udsmykning? Hvad er det, der gør den til noget særligt? Og hvad har den til fælles med Det Sixtinske Kapel af Michelangelo?

 

”Skovgaard Museet – Danmarks eneste kunstmuseum for en kunstnerfamilie”

Skovgaard Museet er et museum for den kunstneriske arv, som Skovgaard-familiens kunstnere (P.C. Skovgaard, Joakim Skovgaard, Niels Skovgaard, og Susette Holten født Skovgaard) har skænket til museet. Museet er det eneste statsanerkendte kunstmuseum i landet, der repræsenterer en kunstnerfamilie. Men hvad var så unikt ved Skovgaard-familien, at man oprettede et museum, og hvad kan deres kunstneriske arv fortælle os i dag?

 

”Fra bondeknægt til nationalikon: P.C. Skovgaard”

Fra beskedne kår i landsbyen Vejby i Nordsjælland udviklede P.C. Skovgaard sig til at blive én af de mest anerkendte landskabsmalere i den danske guldalder Hans billeder af den grønne bøgeskov og kysterne er indbegrebet af dansk natur. Skovgaard var også politisk engageret og hans tilknytning til medlemmer af den grundlovgivende forsamling og digterpræsten N. F. S. Grundtvig gør, at han ikke blot er interessant som kunstner, men også som repræsentant for den kulturelle, politiske og religiøse udvikling, Danmark gennemgik i midten af det 19. århundrede.

I foredraget fortæller museumsinspektør Kathrine Svanum hvordan Skovgaard udviklede sig som kunstner og hvorfor han blev et nationalt ikon.

 

Booking

Skriv til ksa@skovgaardmuseet.dk eller ring til tlf. 86623975

Pris: aftales individuelt