Skovgaard Museets historie begynder med udsmykningen af
Viborg Domkirke. Efter nedrivningen af den gamle domkirke opførtes
der i 1864 en kirkebygning i romansk stil. Udsmykningen blev efter
nogle uheldige forsøg overdraget til Joakim Skovgaard (1856-1933),
der var maler og multikunstner og senere professor ved
Kunstakademiet i København.
Udsmykningen af Viborg Domkirke
Joakim Skovgaard arbejdede med domkirkens
freskoudsmykning i årene 1901-1906 i samarbejde med en gruppe
skiftende medarbejdere. De vigtigste var Niels Larsen Stevns, Arne
Lofthus og Viggo Madsen, der alle er repræsenteret på museet.
Freskoudsmykningen er monumental, overvældende og overordentlig
nyskabende for dansk kirkekunst.
Viborg by ville efter udsmykningen hædre
domkirkens kunstner med et museum. Joakim Skovgaard derimod ønskede
sig et museum for hele kunstnerslægten Skovgaard, som i hans tid,
ud over ham selv, omfattede bedstemoderen Cathrine Elisabeth,
faderen P.C. Skovgaard, som var landskabsmaleriets
stormester samt broderen Niels og søsteren
Susette.
Skovgaard Museets oprettelse
I 1937 dannede en lille samling - først stillet til låns
af familien og siden doneret - grundstammen i et lille
museum, der i dag har til huse i Viborgs gamle rådhus fra 1728,
opført af bygmester Claus Stallknecht fra Altona. Ganske i
kunstnerfamiliens ånd og efter Viborg bys ønske, voksede der en
samling til, som omfatter fem generationer af familien Skovgaard og
kunstnere i kredsen omkring dem: malerne Johan Thomas, Hjalte,
Morten Christian Skovgaard og de kunstnerisk virksomme af deres
børn. Samlingen belyser maleriets, billedhuggerkunstens og
kunsthåndværkets historie i Danmark fra 1830 til
1960.
Guldalder generationen
På Skovgaard Museet er værker af malerne Johan Thomas
Lundbye, Thorald Læssøe, Lorenz Frølich, Constantin Hansen og Janus
la Cour. De tilhørte alle kredsen omkring P.C.
Skovgaard og var markante kunstnere i den danske guldalder med
nationalromantiske værker, rejsebilleder og
portrætter.
Sønnernes generation
Vel stod sønnerne Joakim og Niels under indflydelse af
deres fader og den grundtvigianske forestillingsverden, men de gik
deres egne veje. Joakim Skovgaards monumentale kirkeudsmykninger i
mosaik og fresko og Niels Skovgaards skildring af nordisk mytologi
og sagnverden tilhører en anden tid med et nyt formsprog og andre
kunstneriske idealer.
Søsteren Susette, vennerne Niels Larsen Stevns, Thorvald
Bindesbøll, August Jerndorff og Viggo Pedersen er repræsenteret
ikke blot med malerier, men også med eksempler på
billedhuggerkunst, keramik, bogkunst og
kunsthåndværk.
Denne generation var en del af den symbolistiske bevægelse, der
omfattede en mangfoldighed af medier i kunst og kunsthåndværk,
der forenes i en ny forståelse af omverden. Kunsten tager i højere
grad udgangspunkt i kunstneren selv frem for i omgivelserne.
Skønvirkeinspireret kunsthåndværk blev del af det kunstneriske
udtryk og bragte skønheden ind i det daglige liv.