P.C. Skovgaard, Bøgestamme med stor afblæst gren, 1858. Skitse, olie på lærred,
40 x 62,3 cm.
Centrum i værket er den afblæste bøgegren. Helt tæt og lige
foran, møder vores blik skovbunden. P.C. Skovgaard har indkapslet
en stemning af naturskøn intimitet og nærhed. Billedet er opbygget
af den kraftige bøgestamme i højre side, med grenen som den
stabiliserende kraft, der viser ind til centrum i værket og følger
det gyldne snit. Andre grene blander sig, de henviser alle til den
afblæste gren, organiseret i en cirkel omkring centrum. Al fokus er
rettet mod stammens mange forgreninger og de brune blade, der
blander sig med skovbundens vegetation. Det høje træ øverst i
venstre hjørne lukker scenen af mod baggrunden og giver rum til de
øvrige buske, der indhegner den lille skovlysning og afskærmer for
yderligere udsyn. Billedets stemning er tryg og overskuelig. Og
alligevel, der er en lille sprække, man kan ane en åbning bagved
buskene, der er luft til baggrundens træer. Den omgivende verden
lukkes ind i motivet, når man ser godt efter, og modvirker den
klaustrofobiske fornemmelse det helt lukkede rum kunne
give.
Himlen er meget undseelig, horisonten er afdækket. Det åbne rum er
kun en kortvarig oplevelse. Grundstemningen af nærhed og intimitet
fastholdes med en fornemmelse af symbiose med naturen. Himmel, hav
og land forenes, man kommer i ét med landjorden selv i dette
billede. Det gamle træ med de skulpturelle former, forenes med
jorden. Naturens livscyklus danner en cirkelbevægelse, der også
formelt er genskabt i motivets opbygning. Det perspektiviske udsyn
et afskærmet, billedets linier er rolige og stabile opbygget af det
gyldne snit og cirkelformen.
Naturen er stadig grøn og på sit højeste, men den afknækkede gren
er også et forvarsel om efterårets komme. Naturen er ikke
stillestående, men i konstant bevægelse. Livet selv og livet
omkring os går i en evig cyklus. Selvom det er et billede, hvor en
afknækket gren er centralt for motivet, er det stadig et idyllisk
og positivt billede uden undertoner af død og undergang. Den døde
gren forenes med livet i form af det spirende græs og sommerens
natur.