
Axel Salto, Kraftens Kerne, 1950'erne. Glaseret stentøj, højde 129 cm. dia. 52 cm.
Axel Salto (1889-1961) regnes sammen med Thorvald Bindesbøll for
én af Danmarks vigtigste keramikere. Et af hans mest imponerende
værker er den kolossale skulptur i stentøj, som han meget sigende
kaldte Kraftens Kerne. Værket er udført i nogle få
eksemplarer på Den kongelige Porcelainsfabrik i 1950'erne.
Salto delte selv sit keramiske værk op i tre stilarter: den
riflede stil, den knoppede stil og den spirende stil, der alle
henter inspiration i naturen. Kraftens
Kerne hører til i den spirende stil. Salto ønskede at
undersøge tingenes "iboende kraft", og former sine værker som om de
skød op af jorden i kraft af deres helt egen opadstræbende
energi.
Værket har en karakter og en størrelse, der adskiller den fra
den brugskunst, som man ellers producerede på Den kongelige
Porcelainsfabrik - i dag Royal Copenhagen. Med dens næsten
monumentale størrelse og de smukke, varierede farver i glasuren er
værket et smukt eksempel på kunstnerkeramikken, som Bindesbøll
såvel som Joakim, Niels og Suzette Skovgaard dyrkede så tidligt som
1880'erne.