
Th. Bindesbøll, Krukke i glaseret lertøj, 1887. Udført hos Johan Utterslev. Inv.nr. 11.997.
Fra 1883 til 1891 arbejdede Thorvald
Bindesbøll sammen med Joakim, Niels og Susette Skovgaard på
fabrikant Johan Wallmanns pottemageri i Utterslev. I løbet af de år
eksperimenterede de med lerets udtryk, og fik stor indflydelse på
udviklingen og fornyelsen af dansk keramik.
For de tre Skovgaard søskende var det et kortere varende
kunstnerisk eksperiment, og de vendte alle tre tilbage til at
arbejde hovedsageligt med maleri, men for Bindesbøll, som egentlig
var uddannet arkitekt, var det indledningen til et langt livsværk
med kunsthåndværket, fra keramik over sølvtøj til møbler. Dette
livsværk anses i dag for så unikt, at det er kommet med i
Kulturministeriets kulturkanon for design og kunsthåndværk.
Denne krukke er lavet i rødler, og det er lerets røde farve, der
ses i gennem den gennemsigtige, blanke glasur rundt om de gule
blomster. Som med andre krukker af Bindesbøll er denne tydeligvis
skabt i hånden, og er altså et unikt værk. Lerets farve giver en
umiddelbarhed i håndværket og materialet. Det er en nytænkende og
eksperimenterende måde at arbejde med keramikken, som var meget
forskellig fra masseproducerede genstande. Der er en naturlighed i
udtrykket såvel som en inspiration fra naturen, men blomsterne er
ikke naturtro, og kunne også ligne stiliserede blade. Det er ikke
en reproduktion af naturen, men mere en tidlig moderne abstraktion
over den, med fokus på den dekorative virkning.