Niels Skovgaard, Kvindedansen i Megara, 1923. Olie på masonit, 93,5 x 202,5 cm. Inv.nr. 06.637.
Niels Skovgaard kom første gang til denne græske by i 1889,
hvor han så hvordan kvinderne bevægede sig over byens torv i
smukke, rytmiske mønstre. Motivet måtte have betaget Niels
Skovgaard, for motivet med dansen fortsætter han med at male livet
igennem.
I Skovgaard Museets version afKvindedansen i
Megara er det sidste gang han vender tilbage til det
motiv, han kredsede om hele livet. Han forsøgte igen og igen at
nærme sig dansens bølgende rytme på pladsen og forevige bevægelsen
i et stillestående øjeblik. Samtidig udfordrede motivet Niels
Skovgaards farvesans med sine stærke farver og rige dekorationer
understreget af det stærke lys og den kraftige skygge. Det er et
atmosfæremættet maleri med de mange dansende personer, byens
arkitektur og et blik ud over landskabet.
Niels Skovgaards første versioner af motivet begyndte med store,
komplicerede kompositioner med store flokke af dansende, men
sluttede i den helt simple og dekorative
friseTrata fra 1923. Netop Skovgaard Museets billede
er den sidste og endelige version af værket, hvor kunstneren har
fundet frem til den mest rene form. Her har han nærmet sig ikke
blot dansens bevægelse, men dens statuariske, næsten monumentale
træk ved gengivelsen af en enkelt række af dansende kvinder.
Værket er således resultatet af 35 års intense studier i
bevægelse af rytme i virkeligheden som på maleriets todimensionale
flade. Det er et enestående værk i Skovgaard Museets samling, og i
sammen-ligning med de værker han har skabt i løbet af årene, hvoraf
flere findes på Statens Museum for Kunst og et har
udmøntet sig i altertavlen i Immanuelskirken i København, er det
højdepunktet i den simplest mulige form. Af dansen og stedet.