
P.C. Skovgaard, Pige på en kæmpehøj ved Vejby, 1838.
Olie på lærred limet på træ. 10 x 15 cm. Inv. nr. 14.684
Dette er et af P. C. Skovgaards tidlige værker; malet, da han
var 21 år gammel. Inden han startede på Kunstakademiet i 1831 havde
han tegnet flere små karikaturer af folk på landet, hvor der var
langt mindre højtidelighed, end der er i dette motiv. Han kom på
modelskole hos J.L. Lund i 1836 og skulle altså uddannes som
figurmaler, men venskabet med Johan Thomas Lundbye, som også gik på
akademiet og var en dygtig landskabsmaler, var nok med til at
skubbe ham væk fra figurmaleriet og mod natursceneriet.
Man ser en rygvendt pige, som skuer ud over det nordsjællandske
landskab tæt ved Arresø. Det er et åbent og bart landskab, hvor
horisonten sløres af en skovlignende bræmme. Pigen virker lille i
forhold til de store sten, der ligger i forgrunden. Hun er helt
alene i et stort og bart landskab; hun er blot en detalje, der er
med til at proportionere og perspektivere landskabet, som er det
væsentlige.
Her ser man altså P.C. Skovgaards udvikling væk fra
figurmaleriet og mod landskabsmaleriet, en genre, som P.C.
Skovgaard var med til at udvikle som en selvstændig kategori, i
stedet for at landskabet før blot havde været baggrund for personer
eller arkitektur.