|
Midt i billedet knejser en slange højt og stolt. Til venstre
står Adam og Eva vendt mod slangen, de er imødekommende og
tillidsfulde, unge og endnu uskyldige. Scenen udspiller sig midt i
en frodig have med dyr og blomster. Lidt derfra står det store træ,
som samler landskabet omkring sig.
Slangen frister Eva, men hvordan maler man en gestikulerende
slange, der hverken har arme eller ben? Joakim Skovgaard har
placeret slangen midt i billedet. Hovedet er malet oven på træet,
så slangen forbindes med det. Adam står med ryggen til beskueren,
Eva står med hånden på Adams skulder og leder ham hen mod slangen.
Det er ikke slangen, der forleder, men derimod Eva, der med Adam
vender sig åbent mod den. Hun reagerer på slangens lokken, som vi
kender historien, men er det det Joakim Skovgaard har
malet?
Himlen er uendelig blå, haven er så grøn som nogen sinde set. Adam
og Eva er malet i en helt særegen brun tone. Adam ligner en
yngling, Eva er afbilledet som en ungmø. Farverne er overspændte
til det selvlysende. De er ikke dæmpede som i guldalderens
malerier, der altid med fod i virkeligheden brugte blandede farver.
De er ikke rene som hos impressionisterne, men lysende og klare,
som det kun kan forekomme i et drømmesyn. Eller netop et sted
hinsides den verden, vi kender. Joakim Skovgaard malede religiøse
billeder på et tidspunkt, hvor kunsten havde opgivet at give udtryk
for det spirituelle i et naturalistisk formsprog. I løbet af
1890'erne kom Skovgaard frem til en form og stil, der kunne
formidle religiøse motiver.
På Skovgaard Museet har vi også to tallerkener, hvor Eva står i
midten, og slangen bugter sig dekorativt langs kanten. Han
arbejdede grundigt med sine motiver. Slangens fristelse af Eva
findes også i Domkirkens udsmykning. Der har Skovgaard skildret
historien lige før og lige efter slangens fristelse af Eva. Måske
har museets billede været en undersøgelse af, hvordan han bedst
kunne skildre scenen, men han fandt det nok ikke tilfredsstillende,
siden han valgte en anden løsning til kirken.
|
|