I sine sidste leveår var Niels Skovgaard (1858-1938) så svækket, at det kunne ses på hans oliemalerier, som blev meget svingende i kvalitet. I et af sine breve skrev han blandt andet: ”Når jeg er træt og nervøs … er det især galt med øjnene.” Men i hans bedste arbejder fra hans sidste år formåede han alligevel at få smukke landskaber til at vokse frem på lærredet.

Karakteristisk for hans svækkede syn var hans problemer med at skelne mellem lyse røde og blå farver. Dette kommer også til udtryk i dette sene billede fra Sølens fjelde i Norge. Men på trods heraf – eller måske netop på grund heraf – fungerer maleriet, der, som mange af hans sidste malerier med motiver fra Norge, er malerisk smukt og meget stemningsfyldt. De klare, blårøde pastelfarver giver motivet et næsten overnaturligt præg, og landskabet synes også symbolsk at manifestere sig som et indre, drømmende landskab med det enlige bjerg, der rejser sig i billedets midte.

Kompositionen er nøje afbalanceret, og beskuerens blik drages ind gennem forgrund, midtergrund og baggrund, som danner hvert sit ’lag’ i billedet. Den konkave form på dalen i forgrunden modsvarer den konvekse form på det fjerntliggende bjerg, og motivet samler sig i en cirkulær bevægelse, der understreger naturens egen harmoni og cyklus. I forgrunden af billedet følger øjet en lysende, grøn sti ind i landskabet. På vejen står nogle kreaturer, som i det storladne natursceneri kun er bittesmå prikker – og ikke større end de brede penselstrøg, som Niels Skovgaard har opbygget sit maleri af. Stilen er rendyrket impressionistisk og bringer minder om den franske maler Claude Monets følsomme øjebliksskildringer af lysets og vejrets indvirkning på tingene. Niels Skovgaards fokus er netop på landskabets umiddelbare stemning og vejrlig. Vi ser motivet med hans nærvær: Vi er midt i naturen, der er foreviget i det stemningsfulde øjeblik (måske er det tidlig morgen), hvor lyset flimrer og forvandler landskabet.

Niels Skovgaard havde i sine unge år fået øjnene op for det franske friluftsmaleri, som han ellers til at begynde med havde en stor del skepsis over for. Efter et besøg på Salonen i Paris i 1883 skrev han for eksempel hjem til søsteren Susette: ”… på sådan en Salon får jeg en fornemmelse af mareridt. Der er virkelig mange dygtige ting, men der er så få, hvor hjærtet er med, de er så kolde overfor deres emne, nej! I al god ældre kunst har maleren rigtignok været ganske anderledes med selv… hvor træffer man her den elskværdighed som findes i det mindste penselstrøg Lundbye har gjort? Nej de maler her for publikum, men de forstår jo ganske vist at lave noget som stikker i øjnene…”. 

Han tog dog noget af den nye stil til sig, og rejsen til Paris fik afgørende betydning for hans kunstneriske arbejde derefter. Ud over Paris spillede Norge en vigtig rolle for Niels Skovgaards kunstneriske virke, og han rejste til Norge adskillige gange mellem sin første rejse i 1906 og den sidste rejse i 1922. Da Niels Skovgaard malede dette billede, havde han altså ikke været i Norge i 13 år, men baserede motivet på skitser, som han foretog på sin sidste rejse i de norske fjelde. Niels Skovgaard skabte unikke fremstillinger af de norske landskaber, hvor bjerge, skove og almueliv indgår som centrale elementer og skildrer en idyllisk og bjergtagende nordisk natur.