I 1870’erne var Niels Skovgaard og familien ofte gæster på Lolland, hvor de boede hos deres morbror Titus Schouw, som havde forpagtet Damsmosegaard, der hørte under Knuthenborg. Niels og hans to søskende, Joakim og Susette, havde i 1868 mistet deres mor, Georgia Skovgaard (født Schouw), som døde i barselsseng med sit fjerde barn. Både før og efter Georgias bortgang havde familien ofte tilbragt somrene på Damsmosegaard, hvor deres far, guldaldermaleren P.C. Skovgaard, kunne tegne og male skitser til de store malerier, som han malede i vinterhalvåret hjemme i atelieret på Rosenvænget i København. P.C. Skovgaard døde i 1875, men blandt andet dette værk fra egnen viser, at turene til Damsmosegaard blev opretholdt efter hans død. I maj 1876 skriver Niels Skovgaard hjem til søsteren Susette: ”Vi lever forresten dejligt herovre paa Damsmosegaard. For det meste maler vi køer, om søndagen maler vi heste, for så arbejder de ikke, og når det er dårligt vejr, så maler vi grise og svinestalde…”

P.C. Skovgaard var både Niels og Joakims første læremester ud i det at male og tegne, og begge brødres tidlige værker bar tydeligt præg af faderens kunstneriske indflydelse. I årene 1874-76 kom Niels Skovgaard i lære som håndværksmaler, da P.C. Skovgaard helst så, at børnene havde noget at falde tilbage på, hvis de ikke skulle klare sig som kunstmalere. I denne periode var der dårlig tid til at male billeder, og det var kun om søndagen eller i ferierne, han fik tid til at tage på tegneture – for eksempel til Zoologisk Have eller til Dyrehaven ved Klampenborg. Det var derfor også først i 1876, at han kommer ordentligt i gang med maleriet. De første oliemalerier fra hans hånd er netop motiver fra Damsmosegaard. I dette værk fra 1877 af den da 19-årige Niels Skovgaard ses et engmotiv malet helt i den danske naturalistiske tradition, som faderen havde dyrket i den sene guldalder.

Den flade eng åbner for en høj himmel med lette skyer, og som det var typisk for faderens landskabsbilleder, er vejen ind i landskabet central for billedets komposition og fornemmelsen for dybde. For enden af vejen, hvor den rammer horisonten, går et par på landevejen. Vejens linje, hegnet og det høje træ drager opmærksomheden mod netop dette sted i billedet. De forskellige linjer i motivet ender her og danner dermed et såkaldt forsvindingspunkt i billedets perspektiv. Forgrundens detaljestudier af planter vidner om Niels Skovgaards kærlighed til naturen og også om en fastholdelse af den klassiske naturalisme, som hans far og andre ældre landskabsmalere havde dyrket før ham.

Maleren Janus la Cour, som fra 1861-84 boede hos Skovgaard-familien på Rosenvænget, hvor han havde lejet det ene af de to atelierer på husets øverste etage, blev i årene efter P.C. Skovgaards død en vigtig inspirationskilde og mentor for Niels Skovgaard og broderen Joakim. I dette ungdomsbillede med det vide, fladt udstrakte landskab og stille, klare himmel fornemmer man også la Cours indflydelse. Det er et ungdomsværk, der viser de inspirationskilder og påvirkninger, som hans tidlige år som kunstner var præget af. Det er fra før Niels Skovgaard opdagede det franske friluftsmaleri med de stærke lyskontraster og flygtige penselstrøg, der gav hans kunst en ny retning.