For Niels Skovgaard blev Vesterhavet et tilbagevendende motiv. Han rejste flere gange til den jyske vestkyst for at male havet, stranden og klitterne. Interessen for havet opstod på en rejse til Holland i 1883. I Scheveningen, en lille fiskerby i nærheden af Haag, forelskede han sig i stranden og vandet, som han ivrigt skitserede under opholdet.

Året efter rejste Niels Skovgaard for første gang til Vesterhavet. Han rejste langs vestkysten og var både sydpå, med et smut til Fanø, og mod nord så langt som til Nymindegab og egnen omkring Ringkøbing Fjord. Han opholdt sig i længere tid i landsbyen Kjærgaard, der ligger på den øde strækning mellem Henne og Børsmose. Niels Skovgaard havde store forventninger til turen, hvor han håbede at finde en uberørt natur langs den jyske kyst som den, han havde set i Scheveningen. Hans forventninger blev dog langt overgået. Her var en stærk brænding, brede sandstrande, klitter og marehalm. I et brev til sin bror, Joakim, der i disse år var på udenlandsrejse i Italien og Grækenland, skriver han: Ja, bliv du bare i Italien og Grækenland, jeg misunder dig ikke, men for resten havde jeg slet ikke noget imod, om du kom hertil, tværtimod.

Flere somre i de efterfølgende år vendte Niels Skovgaard tilbage til Vesterhavet og Kjærgaard, og altså også i 1894, hvor dette billede er malet. Værket er lille i forhold til de store Vesterhavsmotiver, som Niels Skovgaard kunne arbejde på i flere år, som blandt andet kan ses på Statens Museum for Kunst. Landskabsmaleriet er en indøvelse af tålmodighed, som han udtrykte det. Niels Skovgaard ville især gerne male dønningen, som dog ikke var et dagligdags fænomen ved den jyske vestkyst. Kom vinden fra øst, var der ingen dønninger, og var den fra vest, var den som regel kraftig, og bølgerne blev for store. De tunge dønninger med de gennemsigtige farver, han ønskede at skildre, opstod kun, når der havde været vestenvind i nogle dage, og det derefter blev stille vejr. Det var dog ikke kun vinden, der skulle være helt rigtig. Det måtte være en solskinsdag, før de helt rigtige farver opstod. Lyset skulle falde helt rigtigt, for at vandet skinnede, og de lyse blå og grønne farver kom frem.

Samtidig med, at Niels var optaget af den jyske kyst, var en gruppe kunstnere ved at etablere en kunstnerkoloni i Skagen. Skagensmalerne ville også male havet, den høje himmel og landskabet, der lå midt imellem. De var dog også interesserede i at skildre hele nærmiljøet, med kunstnerkolleger og fiskere, mænd og kvinder, høj og lav. Niels Skovgaard var glad for bare at skildre bølgen, der slår mod land. Man kan sammenligne Skovgaards billeder med P.S. Krøyers Badende drenge en sommeraften ved Skagens strand fra 1899, som tilhører Skagens Museum. Her er der også skildret blide bølger, men fokus er på de to drenge, der tager sig en dukkert en sommeraften. Et andet beslægtet værk er J.F. Willumsens Badende børn på Skagens Strand fra 1909 på J.F. Willumsens Museum, hvor Willumsen har forenet Skovgaards interesse for lysets spil på havet med Krøyers liv på stranden.

I dette maleri har Skovgaard skildret havet, der glimter i solen, de blå bølger, der ruller roligt ind mod stranden, hvor de brydes, og det hvide skum, der slikker sandet. Når man står foran billedet, er det næsten som selv at stå foran Vesterhavet, så virkelighedstro er Skovgaards skildring. Med tålmodighed og gennem mange års arbejde lærte han at nedfælde havet som et flygtigt og fascinerende element.