image description

Nysø Gods er en herregård beliggende ved Præstø Fjord. Hovedbygningen i barok stil er opført 1671-73. I guldalderen spillede Nysø en stor rolle som mødested for tidens store kulturpersonligheder, som Henrik og Christine Stampe inviterede på besøg. Billedhugger Bertel Thorvaldsen (1770-1844) levede sine sidste seks år på godset, hvor han fik indrettet atelier i både huset og haven. Også H.C. Andersen, digteren Adam Oehlenschläger, forfatteren og salmedigteren B.S. Ingemann, arkitekten M.G. Bindesbøll, landskabsmaleren J.C. Dahl, kunsthistorikeren N.L. Høyen, og præsten N.F.S. Grundtvig kom på Nysø. I godsets stuer blev der holdt saloner med livlige debatter om tidens politiske og kulturelle strømninger, der blev spillet lotteri, og man samledes omkring højtlæsning. Skovgaard-familien kom også meget på godset, da Christine Stampe var moster til Georgia Skovgaard, Niels Skovgaards mor.

I 1894 blev Niels Skovgaard gift med Ingeborg Luplau Møller (1867-1957), datter af adjunkt i Sorø Hans Georg Møller og Julie Augusta f. Luplau. Parret tilbragte ofte somrene på Nysø Gods, hvor familien Stampe stillede en bolig til deres rådighed. Skovgaard lavede dette maleri i 1897 under ægteparrets sommerophold på godset. Han har malet et prospekt af godsets park, hvor venstre side af billedet domineres af et stort lindetræ. De hjerteformede blade danner en stor slagskygge på jorden. I mellemgrunden ses en græsplæne. Herfra er der udsyn til himlen og skoven i baggrunden. Under lindetræet sidder en kvinde på en bænk. Hun holder øje med et barn, der leger i skyggen. Kvinden på bænken er formodentlig Niels’ kone, Ingeborg, mens drengen angiveligt er parrets førstefødte, Ebbe Nielsen Skovgaard (1895-1982). De er begge klædt i lyseblåt tøj, men barnets røde ærme fungerer som et blikfang, der komplementerer alt det grønne. 

Maleriet er et eksempel på, hvordan Niels Skovgaard fastholdt interessen for at skildre det nordiske landskab, selvom han ad flere omgange opholdt sig i syden, specielt Grækenland og Italien. Da Skovgaard malede dette billede, var han just hjemkommet fra sin to år lange bryllupsrejse (1894-1896) med Ingeborg. Rejsen sydpå havde haft stor indflydelse på hans kunst, både i hans valg af motiver og i hans måde at male på. Hans farver var blevet lysere og klarere. Det sydlandske lys synes næsten at skinne igennem i dette danske landskab. Man fornemmer næsten også det varme vejr ud fra figurernes placering i skyggen af lindetræet. Niels’ far, guldaldermaleren P.C. Skovgaard, malede også en række billeder fra Nysø, og i sønnens billede er der også stadig et vist slægtskab med faderens smukke landskabsmalerier i valget af motivet samtidig med, at farverne og maleteknikken helt er Niels’ egne.

 

Værkinformation

Niels Skovgaard
Under lindeløv i Nysø Have, 1897

Olie på lærred
Inv.nr. 14.636

Download billedet her.