image description

Lige som sin far, P.C. Skovgaard, var det primært landskaber, Susette malede, når hun greb penslen. Hun malede motiver fra sin egen baghave hjemme i Danmark, men også italienske, ægyptiske og norske landskaber fra de mange rejser, hun drog på.

Landskab med Bjerge i Baggrunden viser en frodig bakke i forgrunden med grønne træer og græs. I mellemgrunden er der en fjord, som forsvinder bagved bakken, og helt til venstre er der et bjerg, der forsvinder stejlt ned i fjorden. I baggrunden ses et andet bjerg, og foroven afslutter en grå himmel motivet.

Susette har primært malet i grønne og blå nuancer. Farverne står stærkest i forgrunden og toner ud i baggrunden, hvilket giver en fornemmelse af dybde og perspektiv på det ellers flade lærred. Billedets diagonale linjer med de stejle skråninger skaber dynamik. Linjerne giver også illusionen af, at motivet kun er et lille udsnit af et meget større landskab, der ville fortsætte på den anden side af rammen, hvis eller lærredet var større. Maleriet er udført forholdsvis realistisk, i lighed med hendes far P.C. Skovgaards malerier, men de lysere farver og mere tydelige penselstrøg viser, at Susette levede en generation senere i forhold til kunstens stilistiske udvikling. Billedets dekorative komposition angiver også en vis inspiration fra symbolismen.

Naturen, som Susette har skildret, er langt fra et typisk dansk landskab. Selv om titlen ikke angiver, hvor motivet stammer fra, er Norge, og nærmere bestemt Hardanger øst for Bergen, et godt bud. Hun var netop i Norge i sommeren 1893, og landskabet med de høje fjelde og fjorden, der snor sig mellem dem, har nære ligheder med Hardanger-området, hvor Holten malede flere billeder. Linjen af træer, der går fra det nederste venstre hjørne af billedfladen og strækker sig hen mod den højre del, kunne ligne frugttræer, og Hardanger er kendt for sin store frugtproduktion, i tillæg til sine smukke fjorde.

Susette rejste til Norge i somrene fra 1888-1893 på længere ture og siden også på flere kortere rejser. Et flertal af de landskabsmalerier, der kendes fra hendes hånd, skildrer netop den norske natur. Susette havde også venner i Norge. Specielt den norske forfatterinde Ingeborg van der Lippe Konow (1860-1929) tilbragte Susette mangen en sommer sammen med i selskab med hendes gode barndomsveninde, kunstneren Elise Konstantin-Hansen. I Skovgaard Museets brevarkiv findes der en række breve mellem Susette og Ingeborg, hvor vi kan læse, at Ingeborg havde en såkaldt ”røgestue” i Ullensvang i Hardanger. En røgestue er en hytte eller lille hus med et åbent ildsted i stedet for en kakkelovn, hvor der ikke altid var skorsten men blot et hul i loftet, så røgen kunne komme ud. Det var her, de tre veninder tilbragte somrene sammen i Norge. Året efter dette maleri blev lavet, giftede Susette sig med grosserer Hans Nicolai Holten (1871-1937), og dermed var det slut for de tre veninder at rejse sammen på samme måde.

Susettes bror Niels rejste også meget i Norge og var ligeledes fascineret af den norske naturs særkende med fjelde og skove. Det var dog først fra 1906, at han begyndte at rejse til Norge. Det er interessant at sammenligne deres norske billeder, som er meget forskellige, for at se, hvordan de skildrede det norske landskab ud fra hver deres kunstneriske gemyt.

 

Værkinformation

Susette Cathrine Holten f. Skovgaard
Landskab med bjerge i baggrunden, 1893

Olie på lærred
Inv.nr. 19.468

Download billedet her.