Hjalte Skovgaard hører til den grundtvigske retning i dansk
kunst. Som barnebarn af P.C. Skovgaard og søn af Niels Skovgaard
voksede han op i et inspirerende kunstnerisk miljø. Han var som
yngre medarbejder hos sin fader i projekter, som omfattede både
billedhuggeri og freskoudsmykning, men havde også en betydelig
selvstændig produktion. Som kunstner var han alsidig og arbejdede
med skulptur, kirkeudsmykning og bogillustrationer. På
kirkekunstens område har han bl.a. udført nogle krucifikser, der er
kraftfulde i udtrykket, og en freskoudsmykning i Skt. Severin Kirke
i Haderslev, en figurrig skildring af det apokalyptiske himmerige.
Den er blevet betegnet som uklar, men gør dog et gedigent og solidt
indtryk, som den respektfuldt føjer sig ind i det gamle rum. I
Hjalte Skovgaards religiøse univers var Apokalypsen
omdrejningspunktet og den vigtigste inspirationskilde. Hjalte
Skovgaards blyantstegninger og akvareller skildrer mennesker, fugle
og planter med en stille poesi.
Kilde: Weilbach
http://www.kulturarv.dk/kid/VisWeilbachRefresh.do?kunstnerId=4699&wsektion=biografi