image description

Engletid - på Skovgaard Museet og i Englehaven
14. nov - 28. dec 2025

ENGLETID - PÅ SKOVGAARD MUSEET OG I ENGLEHAVEN
I år sætter Skovgaard Museet særlig fokus på de forgangne 5 års Englehave. En helt enestående have, som hvert år i december er blevet til sammen med alle Viborgs borgere og dem, der er kommet til udenbys fra. 

Englehaven har, fra den spæde start under covid-19 pandemien i julen 2020, været et samskabende rum for byens borgere, der, grundet restriktioner, ikke kunne være sammen med deres kære i juletiden. 

Med tiden er Englehaven gået hen og blevet til et yndet udendørs-rum, hvor de besøgendes tanker, minder, og savn har kunnet få deres helt særlige plads. Det er takket være alle de besøgendes hjælp, at denne have er blevet en tilbagevendende succes - et sandt lys i den mørke tid.

ENGLE PÅ MUSEET
I år finder vi kasserne med de tidligere års engle-hilsner frem og pynter op i museets underetage. Her vil man kunne tage på rejse gennem de forgangne 5 års hilsner, der, med englenes hjælp, er sendt afsted mod stjernerne.

Et sandt englehav kan opleves fra fredag d. 14. november. 

Det traditionsrige juletræ, med P.C. Skovgaards storkefamilie fra 1866 øverst i træet, vil også være at finde i underetagen. Grantræet er, som altid, pyntet med kræmmerhuse og julekugler med motiver fra museets samling. Og mon ikke, at bamsen sidder og venter på stolen, som den plejer. 

Træet vil stå pyntet fra fredag d. 28. november. 


ENGLEHAVEN
Skovgaard Museet forvandler atter dets smukke museumshave til den lysende Englehave, der skal minde os om alle dem, vi savner og har med i vores hjerter juleaften. 

Englehaven skabes af børn og voksne i løbet af december. Alle besøgende kan få udleveret en gratis engel, der forsynes med navnet på den person, man savner. Derefter hænges englene på juletræer i haven bag museet. Englene er inspireret af Joakim Skovgaards engle fra hans udsmykning af Viborg Domkirke. 

Den traditionsrige have åbner officielt fredag d. 28. november. 

______________________________________________________
OBS.: Der er gratis entré på museet for alle i december måned.

Englene kan afhentes i museets åbningstid tirsdag-søndag fra kl. 11.00 - 16.00.

På tidspunkter, hvor museet er lukket, vil der være placeret en kurv med tusser i selve Englehaven.