DANNEBROG

Der er Dannebrog overalt, når kvindelandsholdet spiller kamp på Viborg Stadion. Synet af de rød-hvide farver er overvældende, medrivende og berusende. Flaget er som en invitation til at tage del i festen. 

Men hvad hvis vi flytter Dannebrog fra stadion og ind på et kunstmuseum?

Ser vi på Skovgaard Museets nye udstilling med titlen ”Dannebrog – myten der faldt ned fra himlen” er en ting i hvert fald sikkert: Dannebrog vækker stærke følelser. Nogle gæster erklærer med grøde i stemmen at Dannebrog er det smukkeste flag i verden mens andre rystet forlader udstillingen, fordi de oplever de mange udstillede udgaver af Dannebrog som værende alt for nationalistisk. Det sidste har undret os. Hvad vil det egentlig sige at være nationalistisk?

I et podcast med Ida Auken slår Niels Hausgaard fast, at der er forskel på at være national og nationalistisk. En betydning af national er det, som vedrører eller omfatter et (helt) land som en politisk og geografisk enhed i modsætning til andre lande. Nationalistisk benyttes i daglig tale om en stærk eller yderligtgående nationalfølelse, der ofte er forbundet med fremmedhad, racisme og aggressiv militarisme. En mere positiv form for nationalisme kan måske kaldes patriotisme, kan vi læse, hvis vi slår op i Den Store Danske.

I lyset af disse definitioner insisterer vi på at være nationale. Det har aldrig været vores hensigt at være nationalistiske. Dannebrog betyder meget for mange. Vi undersøger hvordan det er kommet til dét uden at vi vil skydes i skoen at gå hverken et partipolitisk eller ideologisk ærinde.

Myten fortæller at Dannebrog faldt fra himlen for 800 år siden i Talin i Estland, under et slag som Danmark var ved at tabe. Fanen var et symbol på at danskerne var udvalgt af Gud og førte os til sejr. Men det er jo en myte, der ikke kan bekræftes med gode kilder. Alligevel fortæller vi den lystigt videre. Myter er kraftfulde. Og myten om Dannebrog virker nok, fordi den fortæller os, at vi er noget særligt, vi er udvalgte, vi har det ældste flag i verden, at vores flag har en unik historie? Hvem vil ikke gerne være det?

Dog på det seneste føler vi på museet os som folkeskolelæreren der uforvarende er kommet til at fortælle syvårige Sigurd, at julemanden ikke eksisterer og dermed får ungersvendens verden til at bryde sammen.   Hvor kommer julegaverne så fra?

Den skuffede reaktion møder vi i midlertidig ikke er fra syvårige drenge, men derimod fra midaldrende voksne mennesker, som tilsyneladende holder drømmen om den 800-årig gamle fane i live. Hvordan fik vi så Dannebrog?

Det er værd at huske, at vores forhold til Dannebrog har forandret sig over tid. Frem til 1854 var Dannebrog forbeholdt kongen, hæren og flåden. Men i kølvandet på Enevældens afskaffelse og folkestyrets spæde begyndelse fik alle danskere nu lov til at bruge Dannebrog. Siden er det gået helt agurk. Vi benytter Dannebrog overalt: til fester, i kolonihavehuset, fødselsdage, begravelser, juletræer, landskampe og ja, på vores agurker – læg selv mærke til det næste gang du er i Netto.

Den britiske sociolog Richard Jenkins fandt det vildt forunderligt, hvor meget vi danskere bruger Dannebrog. Han tog engang et længere ophold i Skive og skrev her en interessant bog om danskernes ”hverdagsnationalisme”. Det er vores brug af Dannebrog et eksempel på. Vi siges at være det folkefærd, der bruger vores flag mest og i mange forskellige sammenhænge. Det er en indgroet del af vores hverdag. Derfor har vi i udstillingen gjort os umage med at vise, hvordan kunstnere har skildret Dannebrog i mange forskellige sammenhænge - fra heroiske søslag, sødmefyldte drengeportrætter, bastante bredbarmede Moder Danmark, Skagensmaleren Anna Anchers simple, men genkendelige fødselsdagsmorgenbord med flag og Peter Carlsens ironiske anvendelse af Dannebrog. Det har med andre ord ikke været vores hensigt, at vis kunstnernes brug af Dannebrog i et nationalistisk øjemed, men snarere hvordan det er en integreret del af vores nationale identitet.

Vi er særlige i Danmark. Blandt andet fordi vi benytter vores flag helt afsindig meget. Vi tror på, at kunsten og vores kunstmuseum kan være med til fremhæve det, som vi alle oplever, som naturligt i vores hverdag og få os til tænke over det på ny.

Så hvornår vil du bruge Dannebrog næste gang? På stadion? På fødselsdagsbordet? På museet? 

Skrevet af de to tidligere medarbejdere Kathrine Svanum Andersen og Lars Hamann.

23. okt. 2019

Lars Macholm: Kagekone (ca. 1972)