I takt med at lyden af klapsalver ringer ud, fyldes rummet af klingende glas, der stødes mod hinanden i en skålende gestus. En solstråle kaster en lysstribe ind gennem de sprossede vinduer, mens glade ansigter besigtiger, hvorledes malerierne på væggene tager sig ud. Man skal dog ikke overhøre meget fra en samtale, før det går op for en, at for nogle gæster render kunsten et stykke. De er mere optaget af at fortælle veninden om den seneste gåtur rundt om søen. Eller hvor yndigt det nyeste barnebarn ser ud.

Vi skal gerne medgive, at det heller ikke er den mest sindsoprivende oplevelse at være med til en udstillingsåbning. Det er for eksempel meget anderledes, end den fest, vi oplevede en kold nat i februar. Med sovsen fra barbecuekyllingevinger, den hjemmerørte guacamole og tacos med varm ost løbende fra hagen, slukkede vi tørsten i iskolde Budweisers siddende foran 68-tommer fjernsynet og begejstret heppede på vores Super Bowl-favoritter. Og hvilken åbning før kampen begyndte! Larmende jetfly, veteraner fra anden verdenskrig, storladent orkester, patosfyldt nationalhymne, spektakulært danseshow og nervepirrende sportslige præstationer gengivet i følsom slowmotion. Publikum hujede. Vi råbte med for fuld hals. Det har ingen nogensinde gjort til en udstillingsåbning.

Fernisering er museernes ord for åbning. Ifølge den danske ordbog betyder fernisering ”overstrygning med Fernis uden Farvestof”. Det kan også betyde påstrøget. I museumssammenhæng er det blevet det ord, der beskriver åbningen af en udstilling. I gamle dage havde værkerne lige fået et tyndt lag fernis for at beskytte malingen for det værste støv, inden de blev vist frem for publikum. Til sådan en fernisering skal alt stå skinnende klart og præsenteres i alt sin pragt. Det skal ske både nonchalant og storslået. Omverdenen skal se, hvad kunstnerne eller kuratorerne har lavet. Åbningen er det anslag, der markerer, at nu begynder det.

Men hvornår begynder noget egentlig?

Super Bowl begynder jo ikke ved finalens åbningsceremoni. Begyndelsen kan findes tidligere. Begyndelsen på slutspillet, sæsonen, karrieren. Vi burde måske sige, at der er mange begyndelser? Det er sådan set det samme med udstillingsåbninger. Det er åbningen af noget for dig, men for os, der har lavet udstillingen, findes begyndelsen langt tidligere. Når vi planlægger en ny udstilling, skal vi først lave en masse research, vi skal låne værker fra andre, vi skal have forsikringen i orden, transporten planlagt og så er der alle de gamle skruehuller, der skal fyldes med Polly Fylla og podier, der måske skal males. Det er ofte meget svært at sige, hvornår det hele er begyndt. Er det når ideen opstår? Planlægningen begynder? Værkerne er i hus? Åbningen er overstået? På den tredivte åbningsdag?

Sådan en udstillingsåbning kan faktisk blive en sovepude. Udstillingen skal åbnes igen og igen for de gæster, som besøger den. Udstillingen virker jo først, når du kommer fordi. Udstillingen skal åbnes hver dag. For hver gæst skal det være en fest at se udstillingen første gang. Det betyder, at vi ikke, som traditionen synes at foreskrive, må se åbningen som afslutningen på vores arbejde. Den er blot en milepæl i en lang proces.

Det er sjældent åbningen, vi husker. Det er værkerne, oplevelsen og den fortælling, som udstillingen rummer, der lever videre i os, og bliver i vores hukommelse, hvor den hele tiden betyder på ny.

 

Velkommen til en ny dag, velkommen til en ny begyndelse…

 

 

Skrevet af tidligere medarbejdere Kathrine Svanum Andersen og Lars Hamann.

21. feb. 2020