SJUSKEDORTER OG SKRØBELIGHED

Hvis man ikke allerede viste det, så opdager man, at keramik er monster skrøbeligt, når man pakker over 300 stykker ud af kasser og bobleplast. Det gjorde vi i denne uge, hvor udstillingen ”Kærlighed til keramikken”, skulle sættes op og ferniseres (red. åbnes). Det ENESTE vi tænkte på var, hvor skrøbelig keramikken er. Man må bare ikke tabe det. Det går så nemt i stykker. Når man så står der, og skal pakke et par (eller 100!) flyttekasser fyldt med skrøbeligheden selv ud, så gælder om at forberede sig godt. Der skal være god plads til at arbejde. Plads til at fjerne tapen fra bobleplasten på den rigtige måde. Vi har selvfølgelig de rigtige handsker på, når vi stille og roligt bevæger os rundt med keramikken i hånden. Vi må have god tid. Ikke noget med stress og jag om hvor kort tid der er til deadline. Der er simpelthen ikke plads til sjuskedorter. Falder keramikken først på jorden, er det for sent. Det kan godt klinkes igen, men det bliver aldrig det samme. Det er på mange måder dybt fascinerende – og dragende. Skrøbeligheden er tillokkende. Men hvad vil det egentlig sige at være skrøbelig som menneske?

Filosoffen og forfatteren Ole Fogh Kirkeby giver et bud i bogen ”Robusthed og Skrøbelighed. Det generøse lederskab”. Han skriver, at ”skrøbeligheden er de stærke personligheders hemmelighed” og at ”skrøbeligheden er det skabende menneskes skæbne”. Det lyder jo helt positivt. Vi troede, at skrøbelighed var udtryk for svaghed og en idé om, at det klarer man nok ikke. I 2019 publicerede Sundhedsstyrelsen også en rapport om sårbarhed og skrøbelighed blandt ældre, hvoraf det fremgår, at ”risikoen for at blive skrøbelig og sårbar øges med alderen”. Det er heller ikke længe siden, vi hørte, at de unge generationer er de skrøbeligste generationer nogensinde. Et skrøbeligt menneske er ifølge Den Danske Ordbog et ”med lille og ofte utilstrækkelig fysisk styrke og modstandskraft”. Men hov, hvad med psyken?

Det modsatte af skrøbelig er tilsyneladende robust.   Nogle forskere mener, at vi mangler robusthed eller livsduelighed. Vi beskytter hinanden for meget. Vores forældre – som det jo altid er nemt at give skylden – var såkaldte curlingforældre der fjerner alle forhindrer på vores vej.

Men hvem kan egentlig bebrejde os, at vi passer på hinanden? Der er nok vold, sygdom og sorg i verden. Det er så ubehageligt, at skændes med sine forældre eller kæreste og komme til at sige noget, der sårende, som gør så ondt og rammer så plet fordi man kender dem så god, og som så ikke kan tages tilbage. Det er lidt, som når man taber en lagkage på gulvet. En energirigtig og utrolig nærende spise, vi nyder meget på Skovgaard Museet. Uanset hvor meget man skraber lagkagebunden, kagecremen, hindbærrene, flødeskummen, marcipanen, chokoladen, fødselsdagsflagene og kagelysene sammen så er det bare ikke det samme. Magien er ødelagt. Tabt på gulvet.

Heldigvis er vi mennesker hverken lagkage eller keramik. Vi kan hele, vokse, blive stærkere, klogere. Vi skal passe på hinanden, men ikke nødvendigvis altid have fløjlshandskerne på. Op og stå igen, videre i teksten. Det gør ondt, og noget skal nok repareres, en undskyldning kan ikke redde alt, men er tit en god begyndelse, og vi går ikke til grunde.

Når du bevæger dig rundt blandt alt den skrøbelige keramik, så er det hele ikke tomme krukker! Det er håndværk, former og farver, fantasi og legelyst, der sætter ingen grænser. Mange af værkerne er eksperimenter, hvor keramikeren har været optaget af glasurens farver og udtryk. Keramikkens farver og nuancer er et eventyrland, hvor værkerne til tider synes at trodse tyngdekraften. Man tænker på det mod og den træning, det kræver at bruge så meget tid og ressourcer på at skabe så dristige værker, der først for alvor viser sit værd, når det tages ud af keramikernes ovnene. Spændingen er stor: Er det lykkedes eller er det sprængt? Var det en succes eller blev vasen til en samling potteskår?

Det skrøbelige kan gå i stykker, men går ikke nødvendigvis til grunde. Nyt opstår som regel på baggrund af det, der var og er. Skrøbelighed kan være udmattende, hjælpeløst og følsomt. Det samme kan vel siges kom kreativitet og den kunstneriske proces. Det gamle eller det, der er gået i stykker, kan få kreativiteten til at blomstre og nyt liv til at opstå.

Skrevet af tidligere medarbejder Kathrine Svanum Andersen og Lars Hamann.

31. jan. 2020

Bente Skjøttgaard: Uden titel