Kan man lave en skulptur af et ark papir? Skovgaard Museets
forårsudstilling viser fem samtidskunstneres bud på hvordan de
benytter papirets rumlige potentiale. De folder, klipper og
klistrer, så skrøbelige skulpturer rejser sig fra de flade
ark.
De fem kunstnere er: Bank & Rau (Lone Bank og Tanja
Rau), Peter Callesen, Marianne Grønnow og Tommy
Støckel. De har alle det til fælles, at de arbejder tredimensionelt
i papir.
Papir er traditionelt mindre fint end maleri. Papir er forgængeligt
og anvendes typisk til at lave skitser - som optakt til det
egentlige, nemlig maleriet på lærredet. Det har været brugt til
reproduktioner i form af serielle grafiske tryk. Det er således et
folkeligt, universelt materiale - tilgængeligt og billigt - som kan
bruges og smides væk.
Mange samtidskunstnere har taget oversete materialer op, både
for at bryde lærredets, stenens eller bronzens dominans, men også
for at udforske de muligheder, der ligger i dagligdags materialer,
som vi ikke opfatter som kunstneriske eller "fine" materialer. Et
af disse materialer er papir. Det har en kunstnerisk historie, men
får et nytænkende potentiale ved at blive brugt på en
anderledes måde.
De fem kunstnere har netop taget denne udfordring op, og de
klipper, klistrer, folder, bøjer, former og sammensætter
papirarkene på de mest forunderlige måder. Japansk origami tænker
også papiret i tre dimensioner, men de fem kunstnere fører papirets
rumlige potentiale langt videre. Papiret har en skrøbelighed, som
vækker fascination, når det bliver bearbejdet så alsidigt, som
disse kunstnere gør. Læs mere om kunstnerne herunder.
Museumsleder Anne-Mette Villumsen kan
kontaktes på
tlf. 86 62 39 75 eller amv@skovgaardmuseet.dk.
Om kunstnerne
Bank & Rau
Lone Bank og Tanja Rau arbejder sammen omkring et finurligt og
farverigt kunstnerisk univers. Deres værker er omhyggeligt udførte
og der er en stor livlighed i deres brug af mange forskellige
farver. Bank & Raus værker kan umiddelbart se abstrakte ud, men
ved nærmere eftersyn opdager man, at de specielle former
forestiller ganske dagligdags ting - et stearinlys, en is, en bil
eller et hus - bare udformet på en anden måde, end vi er vant til
at se, i et kulørt og klart udtryk.
Peter Callesen
Callesens foretrukne materiale er det hvide papir, som
han bruger til at forme eventyrlige skulpturer. Han udnytter
tilsyneladende banale og barnlige historier som afsæt for
eksistentielle refleksioner over vores største drømme såvel som
vores værste mareridt. Værkerne klippes ud af et A4 ark eller et
kæmpestort stykke papir, som kan dække et helt gulv. Det er næsten
magisk, hvordan Peter Callesen får transformeret det
flade papir til en engel, der rejser sig mod lyset.
Marianne Grønnow
Marianne Grønnow har længe været optaget af blomster.
Hun bruger dem både som æstetiske ornamenter, men også som symbol
på forgængeligheden. Grønnows blomster kan være udformet
som slanke søjler, draperet som stof eller strømmende som et
vandfald. Blomsterne er enkle og skematiske i deres former,
der sammenvævet bliver til en kompleks skærm af former og farver,
der changerer i lyset og duver blidt i rummet. Det er et overdådigt
og drømmeagtigt univers, som hun skaber med papiret.
Tommy Støckel
Tommy Støckel former sit materiale med en matematisk præcision.
Fraktaler, kuber og andre geometriske former bygges op som
tilsyneladende perfekte konstruktioner - men går man om på bagsiden
af skulpturen, opdager man, at der ud fra en sprække vælter små,
aparte former - for eksempel små væsener med plastikøjne eller
stumper fra skulpturens indre. Støckels papirskulpturer bygger en
illusion op om perfektion, samtidig med at han nedbryder den - ofte
med et glimt i øjet.
Udstillingen er støttet af Kunstrådet
