Sommerrejsen - en kunstnerisk rejse fra Vejby til Viborg

Vibe Bredahl, Malene Hartmann, Marika Seidler, Cecilia Westerberg og Carina Zunino udstiller værker inspireret af guldaldermalernes sommerrejser i det danske landskab.

Få en virtuel rundtur i udstillingen - klik her >>

"I sandhed en lille perle"
- Kristeligt Dagblad, 5 stjerner

"I ånden har de fem samtidskunstnere meget tilfælles med deres forbilleder"
- Børsen, 4 stjerner

Læs anmeldelse på KUNSTEN.NU - klik her >>

sommerrejsen 7 Malene værk

Sommerrejser anno 1843 og 2012
I 1843 rejste guldaldermalerne P.C. Skovgaard og J.Th. Lundbye til Skovgaards hjemby Vejby i Nordsjælland. Her skabte de en række værker, der fastslog deres rolle som to af guldalderens største landskabsmalere.

I sommeren 2011 tog de fem samtidskunstnere Vibe Bredahl, Malene Hartmann, Marika Seidler, Cecilia Westerberg og Carina Zunino på en tilsvarende sommerrejse, denne gang til Viborg, for at lade sig inspirere af Skovgaard Museets samling og dens omgivelser i Viborg-egnens smukke landskaber.

Nu udstiller de værkerne inspireret af denne sommerrejse på museet. Kunstnerne vælger også enkelte værker fra guldalderen, der vil indgå som spor fra fortiden blandt de nye værker, og de lader deres egne værker sprede sig ud i samlingen.

Hvad siger guldalderen os i dag?

De fem samtidskunstnere arbejder med moderne medier og materialer så som film, animation og installation, men trækker alligevel på metoder og traditioner fra guldalderen. Den fysiske rejse, naturstudiet og det kunstneriske fællesskab spiller en vigtig rolle for dem i denne virtuelle og individualistiske tid.

Udstillingen er en del af Skovgaard Museets fejring af sit 75-års jubilæum, hvor de 5 samtidskunstnere nyfortolker museets samlingsområde og kaster lys på, hvad guldalderen kan sige os i dag.

Fernisering: 20. april kl. 16

Udstillingen åbnes af kunstkritiker og forfatter Bente Scavenius.
Malene Hartmann, Cecilia Westerberg, Marika Seidler og Carina Zunino vil være til stede ved åbningen.

For yderligere information, kontakt museumsinspektør Julie Rokkær Birch
tlf. 86 62 39 75 eller jb@skovgaardmuseet.dk.

 

Dit navn:* Din email adresse:* Modtagers Navn:* Modtagers e-mail adresse:* Du Sender: skovgaardmuseet.dk/udstillinger/tidligere-udstillinger/sommerrejsen.aspx Din besked: * udfyld venligst alle felter