Udsigt til Guldalderen
Udstillingen undersøger kunstnernes opdagelse af landets yderkanter
i Jylland og på Sydsjælland. Sydsjællands landskab er rigt og
har Møns Klint som enestående turistattraktion. Jylland er det rå,
uendelige og stadig uciviliserede landskab, ganske fremmed for
københavnerne.
Dankvart Dreyer var en af de første kunstnere,
der skildrede det jyske landskab. Han var kommet herover i
1838. Kort efter kom Louis Gurlitt, udsendt af kongen. Han skulle
registrere og skildre de fjernere dele af riget. Efter de første
pionerer havde bragt billederne tilbage til København, blev også
andre ansporet til at skildre det uendelig fjerne
Jylland.
Tilsammen tegner værkerne et billede af den guldalder, der befinder
sig uden for København og Nordsjælland, men som ikke før har været
præsenteret samlet i en udstilling.
Kunstnernes opdagelse af guldalderens anden natur finder sted i en
brydningsfuld tid, hvor konturerne af det moderne samfund begynder
at kunne anes. I guldalderens tidlige år grundlægges mange af de
naturvidenskabelige discipliner som meteorologien, botanikken og
geologien. Naturvidenskaben tilbyder indsigt i det guddommelige
skaberværk, såvel som måden man ser på omverden.
Tidens ideal var en sammensmeltning mellem kunst og videnskab, og
derfor møder vi i perioden også kunstneren som en rejsende
videnskabsmand. Et af de steder, der øver den største
tiltrækningskræft på tidens kunstnere, er Himmelbjerget og Møns
Klint, hvis dramatiske og storslåede karakter beskrives geologisk i
netop disse år.
Kunstneren bliver således på én gang en naturvidenskabelig
opdagelsesrejsende i den vilde natur, og samtidig rummer han også
konturerne af den moderne turist. For de billeder, kunstnerne
malede på rejserne, var med til at forme samtidens blik på disse
mindre kendte landskaber.
Ofte medvirkede de billeder, kunstnerne bragte med sig hjem, til at
stedfæste nye områder i befolkningens hukommelse, og til sammen var
billederne med til dels at forme et natursyn, som delvist har
overlevet frem til i dag, dels at tiltrække andre tilrejsende, som
ønskede selv at erfare, hvad kunstnerne før dem havde
oplevet.
Antologien Udsigt til
Guldalderen
Til udstillingerne udkommer en omfattende antologi i
samarbejde med Storstrøms Kunstmuseum på 284 sider til kr.
165,- med en lang række artikler om guldalderens landskaber og
mange gode farve- illustrationer.

P.C. Skovgaard, Parti fra Islingen skov
Tilhører Storstrøms Kunstmuseum, 186

Sødring, Parti af Møns Klint med sommerspiret
1830, Tilhører Storstrøms Kunstmuseum

Udstillingskataloget er en antologi med
artikler af ledende forskere og smukke
farveillustrationer af værkerne.

P.C. Skovgaard, Udsigt fra Himmelbjerget mod Gl.
Rye, 1867. Tilhører Skovgaard Museet