image description

Alkymistens Laboratorium
19. jan - 28. apr 2019

En udstilling for alle dine sanser
På deres svagt oplyste værksteder forsøgte alkymister i mere end 2000 år at eksperimentere med alverdens væsker og materialer. Gennem opløsning, kogning og fordampning var det deres ønske at skabe guld og finde midler til at fremme evigt liv. Det lykkedes ikke, men alkymisterne opdagede flere grundstoffer og lagde fundamentet for udvikling af moderne kemi og medicin.

Med udgangspunkt i alkymistens nysgerrige blik har kunstner Cecilia Westerberg skabt udstillingen Alkymistens Laboratorium. Her skal du opleve kunsten med alle dine sanser og med alkymistens videbegærlige blik blive klogere på verden.

Fire laboratorier fulde af overraskelser
Alkymistens Laboratorium består af fire rum: et Wunderkammer, et Herbarium, et Farvelaboratorium og et Transformationsrum.

Wunderkammeret er fyldt med mystiske ting. Du kan høre lydhistorier og være med til at skabe dit eget fantasidyr.

Herbariet er et plantelaboratorium. Her kan du undersøge tørrede og pressede planter: nogle planter er spiselige, mens andre er medicinske eller ligefrem giftige?

Farvelaboratoriet rummer et stort farvebibliotek med blandt andet en gul farve, som er lavet af urin fra køer, som har spist mango. Der er også et skab, som du kan kravle ind i og høre historier om verdens dyreste farve Lapis Lazuli.

Skyggespillet i transformationsrummet forandrer sig hele tiden, når du med forskellige rekvisitter skaber dine egne skyggebilleder.

Tanken bag
Med inspiration fra alkymien, hvor videnskab, kunst og magi havde lige store vægt, har Cecilia Westerberg (f. 1967) skabt en udstilling, som reflekterer over alkymistens samlinger og laboratorier. Den opfordrer til et dynamisk og intuitivt forløb, hvor man som gæst vil opleve små forhindringer undervejs, og hvor lyd og lys er væsentlige faktorer.
Udstillingsarkitekt Stine Friese har designet udstillingens rum, mens radiodokumentarist Rikke Houd har skabt lydhistorier. Læs mere om Cecilia Westerbergs tanker om udstillingen her.

Udstillingen er støttet af Nordea-fonden og Statens Kunstfond, og arrangeret i samarbejde med Vendsyssel Kunstmuseum i Hjørring, Vejle Kunstmuseum og J.F. Willumsens Museum i Frederikssund. Læs pressemeddelelsen her.