image description

Utopia - Mother Lighthouse

Modige samtaler om klima, demokrati og identifikation samt workshop.

UTOPIA - Mother Lighthouse

Jeg ønsker, at havene fyldes med fisk!

Jeg ønsker, at alle er lige!

Jeg ønsker, at der er fred i verden!

Hvad ønsker du for vores fælles fremtid?

Utopia handler om, hvilke aftryk vi sætter i verden – og at vi i nogen grad selv er med til at bestemme, hvordan fremtiden skal se ud.

På Skovgaard Museet kan du fra efteråret 2023 og et år frem sende dine ønsker for fremtiden ud i verden og blive en del af videoværket: Mother Lighthouse.

Et samarbejde mellem Viborg Museum, The Animation Workshop/VIA UC og Skovgaard Museet har resulteret i det hybride udstillings- og undervisningskoncept: Mother Lighthouse, der både fysisk, sanseligt og digitalt undersøger, hvordan vi som mennesker kan reflektere over os selv, hinanden og den verden, som vi er en del af.

Undervisningsforløb for  3. – 6. klasse

I mødet med guldalderkunsten på Skovgaard Museet åbner vi for oplevelser og modige samtaler om klima, demokrati og identifikation, der vil kunne styrke børnefællesskabet og skabe praktisk, kropslig og sanselig viden.

Eleverne får først en dialogbaseret omvisning på museet. Derefter får de mulighed for at udtrykke sig kreativt i UTOPIA-værkstedet, hvor 6 animationsværksteder stilles til rådighed. Her skal eleverne i grupper producere små stop-motion-film om egne ønsker for fremtiden, som afslutningsvis samles i en fælles filmfortælling for fremtiden, og som efterfølgende kan sendes ud i verden i videoværket Mother Lighthouse.

Forløbet understøtter den alsidige udvikling og kravet om varierede undervisningsformer ved at indeholde en kreativ læringsopgave.

- Eleverne udfordres blandt andet på argumentation, kreativitet, kommunikation, problemløsning og personlig holdning.

- Eleven får gennem forløbet, via den software, som museet arbejder med og de analoge materialer, der stilles til rådighed, viden om forskellige visualiseringsformer.

- Eleven får gennem brug af forskellige materialer mulighed for at udtrykke sig multimodalt.

- Eleven får muligheden for at kunne udtrykke sig kreativt og eksperimenterende efter de motiverende samtaler i udstillingen og bagefter i mindre grupper.

- Eleven får gennem forløbet viden om, hvordan man kan samarbejde om at skabe og bidrage til et værk på internettet.

Til læreren:

Før forløbet: Tag en snak med eleverne om, hvad et kunstmuseum er, og hvad man typisk vil kunne opleve på et kunstmuseum/ hvilke museer I har været på, og hvad I oplevede.

Efter forløbet: Gense jeres stop-motion-film og tag en snak eller skriv en tekst om, hvordan fremtiden kommer til at se ud, hvis hele klassens personlige ønsker blev til virkelighed.

 

Information

Målgruppe:
3.-6. klasse (maks. 30 elever)

Varighed og pris:
Undervisningsforløbet tager ca. 2 timer og er gratis i perioden oktober 2023 til februar 2024.

Husk at oplyse antal elever ved booking. 

For mere information, kontakt gerne skolekonsulent på Viborg Museum:
Line Vennerstrøm Annesen: 
lann@viborg.dk, eller museumsinspektør på Skovgaard Museet:
Tanja Toft Rix-Nielsen: 
trix@skovgaardmuseet.dk