image description

Workshop: Brodér din egen tegning med kunstner Olivia Rode Hvass

Mød kunstner Olivia Rode Hvass, når hun besøger museet og guider dig igennem en workshop, hvor du kan lære at brodere din egen tegning.

Olivia Rode Hvass er en af de otte unge kunstnere, som i øjeblikket udstiller i Skovgaard Museets aktuelle særudstilling HOT HANDS - Kunsthåndværk i Samtidskunst.

Du præsenteres for en simpel teknik til at lave sjove og søde detaljer på tøj, tasker eller til at lave hele flotte billeder, du kan hænge op på væggen.

Medbring en simpel stregtegning, du har lavet og eventuelt noget tøj, en flot lap stof eller lignende til at brodere den på.

Skovgaard Museet stiller lærredsstof til rådighed og forskelligt garn/tråd, nåle mv. Men hvis du har noget særligt, du gerne vil arbejde på, anbefaler vi, at du tager det med! Workshoppen er en perfekt anledning til upcycling af en gammel, kedelig trøje eller et par bukser, der trænger til nyt liv.

Alle kan være med, og workshoppen kræver ikke tilmelding. Bare mød op.
Det er gratis at deltage, når entréen til museet er betalt.

 

Dato og tidspunkt

Søndag d. 7. april
Kl. 11.30 - 15.00