image description

BESKRIVELSE
Der er fokus på læring, trivsel og hyggeligt samvær, når vi d. 3. december åbner vores nye juleudstilling på Skovgaard Museet.

Ved et læringsbesøg hos os kan eleverne blandt andet blive klogere på, hvordan Skovgaardfamilien fejrede jul i slutningen af 1800-tallet, hvilke juletraditioner der er opstået herefter, og hvorfor de er opstået.

Museet er pyntet op til jul, som man gjorde i slutningen af 1800-tallet, og vi udstiller, i samarbejde med Viborg Museum, en masse fine ting fra samme periode, som eleverne nok ikke har set før!

Eleverne kan blandt andet høre om bamsen Alfonzo, der engang blev givet i julegave til en russisk prinsesse, om Skovgaardfamiliens julestork og om julemandens gamle kane, hvor man kan få taget en selfie foran. 

AKTIVITET
Selve besøget består af følgende:

  • En dialogbaseret omvisning i udstillingen, hvor eleverne bliver klogere på julens traditioner på Skovgaardfamiliens tid og på deres egen tids traditioner (ca. 20 min.)
  • Eleverne bliver aktiverede, da de skal rundt i juleudstillingen og løse en julegåde (ca. 20 min.)
  • Eleverne skal i juleværkstedet lære at lave gammeldags julepynt. Alternativt kan eleverne skrive en julehilsen/tegne en tegning på en papirengel, tilegnet en de har kær, og hænge den op i Englehaven udenfor museet (ca. 45 min.).

FORBEREDELSE
Tag en snak i klassen om hvilke traditioner, eleverne har i hjemmet.

  • Gå sammen i grupper med tre i hver.
     
  • Fortæl hinanden om, hvordan I holder jul. Hvis I ikke holder jul, kan I fortælle om en anden højtid, hvor I er sammen med jeres familie og har nogle særlige traditioner.
     
  • Kom ind på disse ting i jeres fortælling:
    • Hvilke forberedelser er der op til selve julen?
    • Hvem sørger for de forskellige forberedelser?
    • Hvordan foregår jeres juleaften og juledage?
    • Hvilke særlige traditioner er der i jeres jul?
       
  • Tal efterfølgende i klassen om spørgsmålene:
    • Hvorfor fejrer de kristne jul?
    • Fejrer I jul?
    • Hvornår og hvordan tror I, at jul er opstået?

Efterbehandling
Snak i klassen om besøget på Skovgaard Museet.

Tal om hvilke ting eleverne vidste om jul i gamle dage i forvejen, og om de ting, som eleverne ikke vidste i forvejen.

Klasselærer får tilsendt en PDF-fil med et billede af en Skovgaard julestork som eleverne kan farvelægge. Alternativt kan eleverne tegne deres egen personlige ’julestjerne-stork’.

Besøget kunne tænkes sammen med følgende forløb på Gyldendals portaler:

Billekunst
 - Jule-platte
 - Kod en kravlenisse

Håndværk og design
- Vinterophæng

FORMÅL

At lære om julens traditioner i Danmark i perioden fra 1830 - 1940'erne og lære at flette julehjerter

Eksempler fra Fælles Mål: 
Billedkunst - Der arbejdes med kompetencemålet 'billedekommunikation', hvor eleven kan kommunikere med billeder - herunder har eleven viden om udstillingsformer.

 

Praktisk information

Forløbet henvender sig til børn fra 1.-5. klasse
og foregår i perioden:
5. - 23. dec. 2022

Forløbet varer ca. 1 ½ time og er gratis ved tilmelding til Tanja Toft Rix-Nielsen på e-mail:
trix@skovgaardmuseet.dk 

Maks antal elever: 30

Hvilke emne og fag berører vi?

Emneområder:
Kulturhistorie og tro
Kunst, arkitektur og design
Trivsel og fællesskaber

Fag:
Billedkunst
Håndværk og design
Historie