image description

I KARANTÆNE

Museet er tomt. 29. marts 2020

I karantæne som resten af Danmark. Vi savner vores gæster. Vi savner de nysgerrige samtaler, med dem, der kommer for at lære nyt, blive inspireret, være sammen med venner eller at slappe af. Vi savner at tage i mod.

Vi savner hyggen med de mange frivillige, som hjælper med at få museet til at løbe rundt. Vi savner hinanden. Det er også underligt ikke at møde de mange skolebørn og konfirmander, der famlende forsøger at svare på ”Hvad er meningen?” og kigge på billeder for at blive klogere på den tid, hvori grundstenen til den velfærdsstat vi nu ser udfoldet for fuld hammer, blev lagt. Ja, det er 1800-tallet, vi taler om. Det er ikke så længe side.  

Det gode er, at vores normale hverdag snart vender tilbage. Det skal vi tro på. Telefonen kimer også allerede med skoler, der ombooker deres besøg og trofaste Viborgensere, der spørger, hvornår vi genåbner. Vi hører også fra grupper på Fyn og Sjælland og fra Viborg Kommunes personaleforening, der havde glædet sig til deres besøg på museet. Det er vores indtryk, at de savner museet, som er en del af deres normale hverdag. For mange er museet et fysisk sted, man kan besøge. Det betyder også, at vi som de mange butikker bløder penge. Klart. Vi er også en biks, der skal løbe rund, selvsagt under nogle andre vilkår end de gængse butikker. Det vi oplever er, hvordan det, der er helt naturligt for os, ikke længere er muligt, fordi det at gå ud, er blevet et skældsord. Vi kan mærke lysten til at opleve noget nyt – måske især i disse dage, hvor vi skal være ekstra kreative for at kunne det, fordi ikke alt er ved det normale.

I mellemtiden forbereder vi os på museet. Gør os klar til, at I kommer tilbage. Benytter chancen til at fordybe os i nogle af de ting som det kan være svært at nå i den almindelige hverdag. Vi læser om guldaldermaleren J.L. Lund til den udstilling, der åbner til sommer. Vi får lavet skilte og ophængningen klar. Vi opdaterer samlingen i vores database, så også du, kære gæst, kan se, hvad vi har i gemmerne hjemme fra din egen sofa. Vi lærer at lave animationer til Instagram. Vi taster besøgsdata ind for at blive klogere på jer gæster. Der er meget at lave, selv om museet er lukket og vi må, som alle andre, holde videokonferencer via PC’en. Vi er en arbejdsplads, der skal holde forbindelsen til hinanden og til jer gæster.

Mens vi sidder hjemme og arbejder, knokler sundhedspersonalet for at holde systemet i gang. Det har vi den største respekt for. Lukningen af museet sker netop for ikke at lade smitten løbe løbsk. I skrivende stund stiger antallet af indlagte, smittede og døde. Hvis lukningen af museer og andre lignende institutioner kan hjælpe med at komme denne modbydelige virus til livs, må vi gøre vores. Hvad vi lærer i denne tid er, hvor mange mennesker vi dagligt har kontakt med. Hvor vigtige I er for os, og vi for jer. Vi vil ikke være en klods om benet på nogen, men tilbyde et rum, hvor vi kan mødes, være nysgerrige sammen, stille spørgsmål, forundres over verden og hinanden. Vi håber, at denne nysgerrighed klarer sig gennem karantænen. Imens kan du tune ind på museernes sociale medier – her skal vi nok krydre din hverdag med skønne, sjove, underfundige historier fra museernes forunderlige verden – og så selv om det gamle rådhus er lukket i disse karantænedage.

Ordet karantæne kommer fra det italienske quarantina. Det betyder fyrre dage. På franske findes ordet quarantaine, der ligeledes betyder et antal af fyrre. Vores er er lige blevet forlænget med endnu 14 dage. Lad os håbe, at det bliver ved det.

 

Af Kathrine Svanum Andersen og Lars Hamann, Skovgaard Museet

 

29. marts 2020

 

 

Tom "Kærlighed til keramik" udstilling, Foråret 2020

X

Køb din billet her

Skovgaard Museet er Covid-19 sikker!

Køb din billet i forvejen - så ved du at der er plads

Husk Coronapas.

Køb her